Et stærkere Sjælland

Jeg brænder for at sikre et stærkere og mere sammenhængende Sjælland. Både når det gælder veje og offentlig transport, men også i form af uddannelsestilbud og lokale arbejdspladser.

Infrastrukturen skal styrkes

Jeg siger ikke, at vi skal styrke den sjællandske motorvejsmafia, men Jylland kunne have godt af lidt modstand. Generelt er der stadigvæk for store huller i det sjællandske vejnet. Rønnede til Næstved er et eksempel som har ladet vente på sig, alt for længe. Det samme gælder offentlig transport og togforbindelserne på Sjælland. Toge som bliver aflyst, og stationer som bliver sprunget over på grund af tidspres, er bare ikke godt nok.

Bevar de lokale uddannelsesmuligheder

Når vi taler affolkning af yderområderne på Sjælland, så er det vigtigste for mig, at vi sikrer ungdommen. De sidste 10 år har vi set en tendens til, at de større provinsbyer får alle uddannelserne til deres campus, mens yderområderne bliver affolket. Det handler om at turde lade uddannelserne tilpasse de enkelte områder, hvor der er arbejde at få. Et eksempel på det er transportuddannelsen i Køge som har Skandinavisk Transport Center. Et andet eksempel er uddannelse som lagerarbejder i nærheden af store lager- og logistikvirksomheder som Frode Laursen i Holbæk eller Dagrofa i Ringsted.

Mere erhvervssamarbejde på tværs af kommunerne

Mine erfaringer fra arbejdet som formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune er, at virksomhederne er det vigtigste. Og ikke mindst for Sjælland. Som de to første kommuner i Danmark, indgik Køge Kommune og Stevns Kommune et samarbejde om at gå samlet ud til virksomhederne, så de ikke oplever at blive overrendt hele tiden – fordi det betød noget for erhvervslivet. Og de er lykkelige for det. Jeg tror på, at det kan gøres meget bedre på hele Sjælland, for alles skyld.